SKÅR OG SLIM

’Så må vi bede til porcelænsguderne’, siger barnet optimistisk, da vi cykler hjemad med lidt for skrøbelige ting i cykelkurven. Hans hoved er rundt som månen, og en lille planet følger efter os, jeg tror, det er Jupiter. Natten skjuler tabene, ansvaret, sneglehuse knaser under mine fødder i mørket. I dag skinner solen på skårene. De andre sover stadigvæk. Jeg kan høre et barn græde fra et af nabohusene. Jeg tør ikke tænke på sneglene. Med lim klistrer jeg verden sammen igen, det er Krim-broen,  der har tabt en hank, valgplakater og lækkende gasrør ligger spredt over det hele, Kyiv står i flammer. Jeg klistrer folketingspolitikerne sammen i en larmende klump, jeg tilføjer tyske togskinner og socialdemokratiske roser for at holde sammen på dem, for at dæmpe egoerne i infrastruktur, for at pynte lidt, jeg klistrer fuglene fast til grenene, de fældede skove klemmer jeg ned i sofaen, jeg kan ikke skelne så hårdt mellem det døde og levende længere, det synes jeg ikke, der er tid til. Jeg limer mig selv fast til jorden. Trods tyngdekraften er forbindelsen ikke længere en selvfølge, for mange flyrejser, for meget begær, og nu fugletrækkene, men med limen vil det gå, jeg vil blive på det jævne, jeg vil lade mig synke dybere, ned under det jævne, ned hvor mudder vil opløse mine tilfældige ambitioner, det er gribende, mudder. Nu hvor jeg ikke længere findes, glider vi rundt i mørket, blinde, tektoniske plader, hvert sammenstød nulstiller endnu en myte, vi styrer lige mod kanten, og jeg vågner igen.

Hvorfor findes porcelæn i en verden, hvor alting går i stykker? Mens jeg spekulerer, øver jeg mig i varsomhed. Hvis jeg kan passe på denne kop, kan jeg måske også beskytte det mudrede barn eller ruste ham med blidhed. Sammen vil vi tage varsler af sneglenes fine, snørklede spor. Det slimede vil langsomt forbinde godt og ondt, ego og fællesskab, alt indbyrdes bekrigende. Undervejs vil vi opgive målene, og lade bevægelsen klinge ud i det, der er, nu. Der er helt stille, og porcelænsguderne holder vejret.