Nå, men altså Beethoven!
I dag satte jeg mig ned og gik i gang med at indstudere Beethovens liedcyklus ’An die ferne Geliebte’. Noden har ligget helt urørt på klaveret i en del måneder. Det kræver noget at gå i gang. Fordi Beethoven altid kræver så meget og er ligeglad med, hvad du får igen. Det er ikke nødvendigvis en win/win situation. Måske snarere øje for øje og tand for tand. Klaversatsen er lidt tyk og træg, men den bliver forhåbentlig organisk og transparent, hvis jeg giver den tid og kærlighed. Og det gav en underlig ro at sidde og hugge nodebilledet ud af klippen. At give sig tid til at se, hvilke former der åbenbarede sig. Eller at tage på bjergbestigning?
Ludwig van Beethoven, som snart fejrer 250års fødselsdag, er på alle måder et bjergmassiv. Stadig i dag slår musikere og komponister panden imod ham gang på gang, i ærefrygt, i irritation, i undren. Egensindig og nyskabende; Beethoven havde det ene ben i fremtiden, i den romantiske æra. Og naturligvis er det Beethoven, der har komponeret den første egentlige Liederkreis, nemlig ’An die ferne Geliebte’ fra 1816. Kærlighed og længsel i et spritnyt kunstnerisk format, en cirkelbevægelse, hvor motiver fra første sang dukker op igen i den sidste, nye frø lagt i jorden, der kunne høstes af Schubert, af Schumann eller af dig og mig. Nu er arbejdet i gang, så må vi se hvor vi ender, mig og Beethoven. Den store længsel, den elskede er altid så umådeligt langt borte, hjertet slår så heftigt, frihed og bjerglandskaber, vi ønsker os nye steder hen, vi ønsker os hjem…