Uro og løgplanter

Shit. Hvert forår fylder mig med frygt. Men dette her forår er anderledes, tydeligere, insisterende farligt, majestætisk i sol og hagl og med utilslørede trusler fejende om kroppen. Så skrækkelig smukt. Blæst, forandringer, sygdom, kaos. Foråret ænser os ikke, ser sig ikke til siderne. Alt er transparent og fugtmættet. Den enorme kraft, der kaster rundt med os bliver tydeligere i marts. Jeg får jeg røde knopper over det hele og ligger i mørket og ser verden gå under, mens jeg kløer mig som en afsindig. Barnet sover trygt og griner i søvne. Påskeliljerne synger uanfægtet, vibeæggene sænker hovedet og vender søvnen indad. Vi må lægge os lunt om løgene og lade drømmene stilne af, regne væk. Lad håbet sive ned i jorden, hvor det hører til. En anden gang vil træernes stødtænder skyde op ad jorden, lilla og brune, en anden gang i et andet forår.