HØSTSONATEN (host i høst)
’Bare rolig, jeg får et risikotillæg’, beroliger den unge mand mig, han har podet mig i halsen for Covid, og jeg har til gengæld hostet ubehersket udover ham. Og han tilføjer: ’Men du må helst ikke røre ved mig!’ Åbenbart har jeg forsøgt at skubbe ham væk i et fortvivlet forsøg på at hoste den anden vej. Jeg bliver anbragt på en stol og får juice med sugerør af en venlig ung kvinde, jeg kan ikke se ud af øjnene for tårer og min stemme er vaklende. Jeg er fuld skam over min krop, der hoster, selvom den ikke må, der lader sig smitte, og som så kan smitte videre, tænk engang, så uhæmmet er jeg, en trussel med min elendige menneskelighed, jeg kan tydeligvis ikke holde afstand, kan ikke beherske mig, øv. Moralen er lav, det er tredje gang på under tre måneder, at jeg har måttet aflyse alt. Om jeg føler mig rask eller syg er underordnet, alt er symptomer, samvittighed og økonomiske bekymringer. Og surhed. Som i: Lad nu være med at pille mig i halsen, knægt! Eller: Hvorfor er jeg født med en krop, når den nu er så livsfarlig? Eller: Skal jeg smitte samfundet eller føje oktober til de mange måneder uden nogen indtægt overhovedet? Umulige valg i den bedste af alle verdner. Jeg er en bombe under velfærdssamfundet. Tre, to en, HOST!
Barnet har ikke dette problem, han river ned, bygger op og nyser i en ubønhørlig cirkelbevægelse, som Prædikeren, naturligt og usentimentalt. Og han forstår ikke problemet i, at han med den samme hånd sprænger en by i luften med TNT og to minutter senere beskytter landsbyboerne i en tilsvarende by. ’Men det var i en gammel verden, og hver verden har sin betydning!’, forklarer han. Indlysende. Problemet er, at jeg kun har denne ene og samme verden, både oprør og omsorg må finde nye udtryk. Jeg opdager en pjusket, skidengrå fiskehejre på naboens tag. En spætte i pæretræets sol på vej mod træets top, sort/hvid/rød, som et flag. Det afventende, ubestemmelige mod det præcise, målbevidste. Eller en krage, hvis grå og sorte dragt taler sofistikeret imod rønnebærtræets cancan. Det afmålte overfor det utæmmelige, det er FASHION! Måske kan jeg overtale disse fugle til at drage på træk med mig, indtil smittetrykket falder og mit samfundssind er vokset ud igen…