LAD BLADENE FALDE!

Lad bladene falde! Det proklamerer vindenes præsident. Vis mig dit store intet eller den struktur, som intetheden snor sig om. Mit udsnit af verden er roligt, skærmet, en firkant af fyrretræer, egetræer, birketræer, porsebuske, fluesvampe, beskåret uden særlig omtanke, alligevel passer indtrykkene sammen. Mine drømme er tilsvarende dramatiske, død, undergang, teltferier, jeg vågner helt smadret. Det underlige er den konstante, blide bevægelse, hele tiden nedad, bladene skal opleve noget, før de lander, det er et kort vindue mellem pligt og grav. ’I har fortalt mig om alt muligt’, siger barnet, blæsende gennem efterårsskoven, ’men I har glemt at fortælle mig om ingenting!’ Nå. Det troede jeg, at jeg havde gjort. Eller at det var underforstået. Det lader sig ikke at gøre at give en fuldkommen verden videre, han må selv udforske sit intet. ’… men når det virkelig kommer til stykket, kan man ikke holde den totale tomhed ud’, læser jeg i avisen. Jeg prøvede kortvarigt men mistede koncentrationen, først gled fine linjer af gæs henover os, senere hørte jeg den underligt gurglende lyd af traner, og familien løb efter dem direkte ud i havet, noget blev skubbet i gang, vi satte os i bevægelse. ’Her er mit føl’, siger jeg til hesten, mens jeg varmer barnet, der spiser clementin og rugbrødsmadder med steg på mit skød. Vi sidder på toppen af noget, gennemblæste. Men kun kortvarigt, vi skal ned ad 76 trin, skovbunden kalder. Hjemme igen hopper et egern gennem vinduesudsnittet, som i naturudsendelse fra 70’erne, det tegner en ny bevægelse, ikke ned, ikke op, men bugtende, dansende. ’Jeg kan ikke se noget egern lige præcis dér’, siger barnet og peger på den røde hale. Han er ved at lære det.