LARM

Jeg drejer ind på vejen efter at have afleveret barnet ved håndvaskene udenfor skolen, klokken er knap otte, himlens hud er tynd, ophøret lyser igennem den. I sådan en hvælving vil jeg hvile, gennemstrømmet væv, det når jeg at tænke, inden naboernes håndværkere tænder en helvedesmaskine. Mit behov for ro og andres brug af larmende maskiner følges altid ad. Al den støj, jeg ved godt, at det hører sig til, jeg ved ikke, hvorfor det påvirker mig så voldsomt, skaderne tager bad i tagrenderne, uanfægtede. Jeg holder med solen, skaderne, kampen og larmen. Jeg holdt ikke af den gamle verden, vi må videre, og dét lige med det samme! Men jeg kan ikke, har ikke kræfter til at hamre murene ned til noget nyt. Ikke i dag. Der er, som om bevægelsen spænder ben for bevægelsen, hvis I forstår. Eller også er jeg bare et affaldsprodukt fra fabrikationen af fremtiden. Noget må sies fra. Den eneste bevægelse, hvori jeg kan være Avantgarde, er rejsen mod stilheden. Og jeg siger det ikke for at spille smart. Tankerne løb ud en gang i sidste uge, jeg er holdt op med at mene noget, sidder bare med hullet i hovedet og mærker det sive. Larmen er overvældende. Med hver ny indånding fyldes jeg af nye historier, rumlen, hvirvler af lyst og besvær, vold, summende fluer, gamle berøringer, magtrokader og bevægelse, dødsens vigtigt, trivielt, en usorteret pølse af liv, det er for meget! Det burde være en lov om det: Hver anden vejrtrækning skal man have helt for sig selv, ingen udefrakommende indtryk må koble sig til ilten, bare en indånding og en udånding. Ånd ind, svæv, ånd ud, død. Så ville det vi delte med hinanden måske blive klarere. Men i virkeligheden er drømmen om klarhed er so last season. Jeg må lappe hullet i mit hoved, så jeg er parat til kamp igen i morgen!