Spontan/planlagt selvantændelse

selvantændelse.jpg

Engang var det virkelig på mode, det med at selvantænde, en skrækblandet fascination, lidt ligesom telepati, elektricitet, hypnose og den slags. I Dickens’ roman ’Bleak House’ selvantænder en af skurkene spontant. Han er en skrækkelig fætter, der ligger inde med kompromitterende breve og dokumenter, og han skaber en storm af ulykke, trusler og afpresning for vores stakkels helte. Og lige når han ikke kan blive mere gemen, går der altså ild i ham, så er vi af med ham! Men selvantændelse findes også i en mildere, mere kontrolleret form. Og for at balancere ilden, må du holde på vejret. Livsforsagelse kan være et nødvendigt onde. 

Lige for tiden har jeg meget undervisning og mange koncerter, og det bliver ekstra tydeligt, hvordan man som performer ligesom går og planlægger sine egne energiudsving, som en emsig forælder, der pludselig stopper sit barns leg af frygt for, at barnet bliver overgearet og dernæst overtræt, selvom det set udefra ser ud til at være en perfekt leg. Det er noget med at gå og SPARE lidt på sig selv, for tænk nu, hvis der ikke er krudt nok til det egentlige. Det er en blanding af dyrekøbt erfaring og frygt for at begå hybris: Det går simpelthen ikke at have det for sjovt, at være for levende, lige inden en koncert! Selv det at trække vejret dybt, kan ændre balancen i kroppen og sende pilene ud af kurs, du peaker for tidligt, du når aldrig frem, det går sgu ikke. Så du må gå og være kedelig MED VILJE, ellers er der ikke noget tilbage at give af. Noget for noget. Det er økonomi. Du har investeret dig selv i forskellige tvivlsomme projekter, det kan gå galt. Det er flod og ebbe, med dig selv i din livs rolle som både hav OG måne! Du går rundt i en kirke i provinsen og slår tiden ihjel på en nydelsesløs måde. Du gumler surt på din medbragte peanutbutter-mad. Du ved ikke, hvor meget der er en sund ydmyghed overfor opgaven, og hvor meget der bare er en gammel vane. Du venter, venter, mens du tænker over, hvordan livet kunne havde været, hvis du ikke altid skulle stå op og øve dig dagen efter. Hvis du ikke havde en koncert lige på den anden side af ferien, som forberedte sig selv indeni dig. Frihed, fravær? 

Men det er så vildt at gå ind på en scene og sætte ild til sig selv. Al den kedelighed du har fremelsket i ugevis, brænder ud på få sekunder, luften vil bevæges, det er NU! I halvanden time følges du og tiden ad, I plejer ellers ikke at være på bølgelængde. Tiden svarer dig nu, I arbejder sammen. Og bagefter er du ændret, fuld af latter, skamfuldhed, overmod, champagne og stramt bundne buketter. Og tasken er proppet med balkjoler, råt, blodigt kød og noder, der pludselig ikke forpligter længere. Bilen har vinger. Sjælen er iltet, vi kører direkte ind i fuldmånen, CRASH!

Forrige
Forrige

LARM

Næste
Næste

Tågen letter (ikke)