Tågen letter (ikke)
En lille fin fugl ligger på ryggen helt ind mod husmuren, dens små kløer peger yndefuldt op mod himlen, den er helt død, her kan solen ikke hjælpe. Den skinner, men jeg lader mig ikke narre, det er nu vi går i hi! Jeg møder min egen træthed i andres øjne, jeg ville så gerne trøste dem, men er alt for træt. Også barnet er ramt af efteråret; fem minutter efter han er blevet sendt op for at tisse og børste tænder, finder jeg ham siddende på en taburet, helt væk i tanker, han trækker vejret gennem en snorkel han har fundet, har fuldstændig glemt, hvad han skulle. Jeg vakler mig igennem et hundestræk, falder i søvn i de liggende stillinger, i køkkenet maler jeg intense scenarier med akvarel på små stykker papir, den ene efter den anden, de skal omgive mig til alle sider under den lange hvile, en perfekt verden af gylden stilstand og blå blade.
Der findes to former for træthed, har jeg hørt: Én for dem, der mangler søvn, og en anden for dem, der mangler FRED, jeg føler mig dødeligt truffet. Det er også, hvad jeg læser i andres øjne: We want world peace! Eller bare noget indre/ydre peace. På den måde er vi alle amerikanske skønhedsdronninger. Og jeg kan fortsætte listen: Der er en træthed for dem, der mangler en mening med livet, én for dem, der frygter for at miste jobs igen ved en ny nedlukning, én for dem, der ikke får løn under sygdom, endnu én for dem, der går til andres prisoverrækkelser med mundbind, cava i plasticglas og en uklædelig muggen attitude. Men jeg tror, vi må starte med fred…
Min fornemmelse siger mig, at den er her, freden, men at vi ikke har adgang til den, den bølger gennem min krop som et forjættende parallelunivers. Her er så smukt, øjnene registrerer skønheden, men kan ikke omdanne den til en erfaring. Børnene lyser, tågen letter, jeg ser det, men forstår det ikke. Nervesystemet er et træ, hvis grene dækker for lykken. Rødderne strækker sig ned gennem århundreders kollektiv pligtfølelse og hierarkiske magtstrukturer. Vi vil så nødig gå i hundene, vi løber fra pisken med vores kære, små frugter knuget tæt ind til os. ’Moneys er dyre’, som barnet siger. Alt, alt for dyre. Nætterne er stivnede, træerne bevæger sig ikke, de kan ikke, pærernes bump vækker mig fra en halv søvn, en kvart drøm. Selv søvnen udfører jeg ikke godt nok. ’Man skal have ambitioner’, sagde min mor engang. Og hun havde ret, så her er mit mål: Jeg vil lade mig drømme, langt dybere end før! Jeg rejser ind i et mildt ophør, måske ferskenfarvet, og vågner op til edderkoppespind, udmattet. Jeg må prøve igen. Tågen letter (ikke), det er som jeg siger: Drømmene må blive mere kunstfærdige, de må optage mig mere fuldkomment, de må tegne længere ruter rundt i silkebløde labyrinter, de må stille fortællingen klart op, en myretue på et skakbræt, ryk et felt frem, nej, de må tilsløre kendsgerningerne, de må ikke tillade mig at vende tilbage, før det bliver morgen, eller bedre endnu, før det bliver forår.