INDIAN et eller andet
Pærerne ligger spredt ud på fliserne under træet, forslåede, de fleste med den grønne bug i vejret. Jeg kunne samle dem op, but why mess with perfection? Fra tid til anden lyder et nyt bump, en ny pære rammer taget og tager rejsen videre. Morgendisen opløser alle tilhørsforhold, villakvarteret ligner noget, du kunne tage en bid af, det bekræfter mig i min oplevelse: sensommeren er ikke en årstid, snarere en utopi. En gang hørte jeg, at man i paradis oplever alle fire årstider på én gang, det bedste fra flere verdner, kun klarheden fra vinteren, ingen sjap og våde fødder, letheden og vreden fra foråret, farverne fra sommeren, men på syre, hyperpotente som efter et kemisk angreb og endelig sprødheden, det mørnende og delikate fra efteråret (et hurtigt bud på en årshybrid). Jeg prøver at læse mere om det, men bliver henvist til sæson 5 af Paradise Hotel eller til et utal af ferie-ressorts på den anden side af jorden, Google forstår tydeligvis ikke mit spørgsmål. Men utopien taler sit eget klare sprog: mit lille kumquat-træ blomstrer pludselig, små bitte hvide blomster, en stærkt parfumeret citrus-uvirkelighed, der er solsikker i rabatten, fuglene synger igen, sneglene klumper sig sammen, ’man ved ikke, om de er døde eller holder møde’, som barnet siger. Tiden står stille, ingen konsekvenser, bare rønnebær, se på dem! Selv ændrer jeg mig også, de nye restriktioner lyder svagt bag mig, de er unødvendige, jeg er løbet i forvejen, langt ind i mig selv, jeg kunne kalde, men tror ikke jeg ville svare. På vej hjem fra barnets skole kører jeg forbi noget, jeg ikke kan gennemskue, måske er det en tilgroet mast, ledninger står ud af et tæt ubestemmeligt bladværk, jeg føler mig genkendt. Ingen ved længere, hvad de selv rummer. Skønheden er så dødskraftig, septembers berigede muld vil gøde de kommende år mere end de bad om, årene vil ikke kunne stoppe igen, tiderne vil rulle, de vil køre dig over, forår, sommer, efterår osv. Men først når dette øjeblik mister balancen. Så giver tiden slip i et strømmende syndefald. Indtil da, bliv i boblen! Jeg/paradis er oplyst indefra, overvældende orange, som en japansk lygte.
(Næste morgen er det ikke paradis jeg har bag øjnene men SNOT, ingen er immune, livet sker udover dig, et forbandet rod, aflysninger, bekymringer, coronatest, nu igen, der er ingen tvivl: tiden er begyndt at gå igen, jeg spår et langt og traurigt efterår…)