KRAFTSPARK MAMMA (Om klang)

Kraftspark Mamma! Det kalder Florian mig på gode dage. Og selvom jeg ikke kan genkende mig selv i det navn, tager jeg taknemmeligt imod. Man må sige JA TAK til al empowerment, der byder sig, det tror jeg virkelig. Kraftspark Mamma er vistnok et fiktivt heavyband fra den frit fjollende serie Kaptajn Underhyler. Og jeg er jo også ret heavy, altså sådan træt. Men jeg har haft mine 15 minutter som superhelt/Kraftspark Mamma, jeg spillede koncert på et stort Steinway D-flygel i sidste weekend, det var bevidsthedsudvidende, jeg kan stadig høre havet bruse omkring mig! Efter flere koncerter med små, deprimerende el-klaverer er det et virkeligt chok at få fingrene i et levende instrument og så af den kvalitet. Så stort, så vildtvoksende og så utroligt udfordrende. Sådan et instrument burde ikke være forbeholdt de kendte, de rige og de smukke, det skal ud til folket (og folket, det er mig)! Det føles som at få monteret en ny, forbedret krop og ikke ane hvordan man skal bruge den. Det er ens for alle nye superhelte: det tager tid at lære at mestre sine kræfter. Alt må genopfindes. Men altså. Hvor jeg slutter, begynder tonen, hvor flydende, hvor inderligt grænsenedbrydende! Klangen udvikler sig videre og videre, ændrer sig, skifter farve, jeg forstår det ikke. Var det mine fingre, der startede en lavine? Pludselig virker det lidt overdrevet at spille kompleks musik, hver enkelt tone burde klinge, indtil den selv synes, den er færdig, en meditation af liv, bølge, bevægelse, nej, udtoning, hendøen. Og efterklang. Sådan udviskes grænserne mellem lyd og lys, mellem tanke og drøm, det meste bliver ligegyldigt, tilbage står denne her tilstand, gådefuldt håndgribelig, i evig bevægelse. Jeg kan stadig smage den, let salt. ’KLANG ER SJÆL’, som min spillelærer engang forklarede, og denne her sjæl løber ad sine egne baner, som gennem blodårer, væk fra verden, udenom hierarkierne, ud i luften, videre, den venter ikke, den er ubestikkelig og upersonlig. Sådan er musik/liv. Man løfter noget op fra stilheden, lader det klinge og lægger det blidt til ro dernede igen bagefter. Ånd ind, svæv, ånd ud, død. Jeg vil aldrig røre et el-klaver igen!