Ting, der ikke sker
Året slipper grenen, rammer taget, ruller og falder tungt, inden det smadres mod fliserne. På den samme måde er frugten aldrig helt perfekt, øjeblikket er enten for umodent eller for mast. Vi kan tage året, der hænger fastfrosset i luften og bage det ind i en kage, drysset med sukker og dækket af butterdej. Ovnvarmen vil fremhæve smagen, vi vil indoptage tiden og fordøje den, forhippet og cyklisk, så den ikke længere vil komme bag på os, modarbejde os. Sekunderne vil tikke venligt, hvor hjertet før sad, vi vil ELSKE bevægelsen, slægters gang, tiderne vil skifte i os, gennem os, O, fryd!
Hjemmet er småstøvet og afventende, asters i let råddent vand, tomme vindueskarme, urealistisk meget vasketøj, krummer under sofaen. Jeg øver mig, har koncerter på vej, kan umuligt passe på alle mine børn, mine hjem, mine liv. Når noget ruller et sted, så støver det et andet. Jeg hamrer afsted, jeg lader stå til, yin og yang i modfase, jo hurtigere jeg ruller, jo stærkere bliver trangen til at dokumentere min egen forsvinden. Det er en særlig form for storhedsvanvid, jeg er den universelle balances skjald! Og den balance er jo ellers en institution, der ikke behøver hjælp udefra. Her er mine foreløbige lister over skete/uskete ting, mere vil følge...
Ting, der sker:
Langebro er oppe en tidlig søndag morgen i sol, det er som et uventet postkort fra Olsenbanden.
En coronarelateret ulykke, barnet får håndsprit i øjet og skriger helt forfærdeligt, vi løber chokerede rundt, skyller og skyller, tyve hæslige minutter, vand over alt.
Et egern krydser Rantzausgade i myldretiden, det vælger forgængerovergangen, civiliseret og hastigt pilende. Hvad skete der lige?
Ting, der ikke sker:
Der spilles ikke fodbold, og det lille fodboldmål omme ved skurene overtages af humleranker.
Jeg har nu været moderløs i præcis tredive år, men dagen passerer uden genkendelse, nej, uden at moren viser sig for mig. Hvad havde jeg regnet med?
Vi har to paraboler på huset, som ikke har været i brug, siden vi flyttede ind. De er endnu ikke blevet pillet ned. Til gengæld fungerer ledningerne som klatresnor for en meget hårdfør clematis, den kravler roligt lige ind i himlen. Det lille metalskelet under skærmen var engang base for en due-rede, sytten små strå og to mørkegrå fjerklumper, de udklækkedes sent i september og nåede lige at flyve fra reden, før vinteren kom. (Hvad prøver jeg at sige? At noget faktisk sker, fordi jeg undlader at handle?)
Gennem søvnen mærker jeg fuldmånen i min mave, i en anden drøm vil jeg føde et hav.