Verden er en solsikke (sensommer-maske)

Jeg ifører mig sensommeren som en maske, den lader mig gøre det. Herinde fra opleves alt anderledes, mørkere, fugtigere, mere definitivt. Masken består af tre lag: lyng, rønnebær og resignation, den er pyntet med høstanemoner og rådne blommer. Den filtrerer virkeligheden så effektivt, at man ikke skulle tro, man befandt sig i den samme verden: Fra nu af behøver jeg aldrig mere at rejse med offentlige transportmidler med en viden om at verden er af lave. Eller det vil ske i en drømmeagtig tilstand, som nedfaldsfrugt, en uundgåelig bevægelse. Alt arbejde sies fra, jeg kan sove, sove, sove, jeg gærer langsomt. Der sker også noget med afstandsbedømmelsen. De nærmeste dage, de omkringflyvende bolde og min udslukthed ænses ikke længere, til gengæld får jeg kontakt med en mat stjerne, jeg ser den gennem ruden og kommer til at græde. Det er fordi stjernen er så langt væk, fordi jeg er dækket af edderkoppespind og svampesporer, alle de tårer. Jeg tror, at masken virker for godt, nej, at den slet ikke virker, hele familien får feber og må trække sig ud af strømmen, vi sidder i en lille svimmel klump på mosset og lytter til regnen, det er torsdag morgen kl otte, og vi skal IKKE ud af døren, vi har travlt, vi har ingen planer. Den forløbne uges plan var at føre et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, men dagene imploderede i aflysninger og feber, det skal åbenbart ikke være så muntert, så virksomt for mig. Nej, fuck det jævne, jeg skal have KONTRASTER, en vild og eventyrlig skæbne, bjerglandskaber og skrækindjagende slugter, og mig selv over tågehavet, skuende ind i selve altet, parat til duel. Med kraven slået op om ørene, fortættet, dybblåt fokuseret. Men jeg kommer til mig selv i sofaen, svimmel og febril, super utilpas, absolut ingen udsigt. Vi er alle sandkorn, men nogle er mere tilsandede end andre, måske er det mig ikke tilladt at tegne en stor bevægelse med mit lille liv. Den eneste konstant er denne bevægelse, regnen, afbrydelserne, min ubetydelighed, de store og små tragedier og vandet i kælderen. Det tordner udover min morgen og ned i kaffen. Vi hænger tavse på træet, snart plukkemodne, familien er skjult, men sommeren har fået et spørgende, udmattet udtryk.