HVÆS AF NATTEN (august-hallucination)

’Nætterne er for korte’, siger barnet træt. Han er lige startet i skole. ’Hvæs af dem, hvæs af nætterne for mig, mor!’ Han lyder et øjeblik som Dylan Thomas. Og jeg er enig. Jeg hvæser af natten, af alt, der driller, af barnets sokker, hvis de sidder forkert, så kan de lære det! Jeg træner min solidaritet, det er nok det fineste, jeg kan give. I morges virkede pærerne for store, som julepynt på træet, hængt op i sytråd, sensommeren er karikeret smuk. Måske er det her en hallucination, måske lever vi det forkerte liv? Alt hvad jeg ser, forekommer mig uvirkeligt, også mig selv. Jeg underviste for første gang i fem måneder, og så mig selv i et spejl. Mærkeligt syn. Jeg må pludselig vænne mig til min egen overflade igen, havde et øjeblik glemt den. Jeg går til øens kant og direkte ud i havet. Vandet løber tykt, som flydende spejlmasse, blåt, lyserødt, blåt, lyserødt. Jeg ifører mig det, ikke som dråber, men som et kølende lag mellem tankerne, bølger tyknet med husblas. Jeg er havets, så ved du det, havet lægger mig i sin lomme, dér kan jeg ligge længe. Solen går ned imens.