Pigen, der drog ud for at fri til Fanden.

November besjæler alt ikke-menneskeligt. Sorte fugle bliver sortere og flere, troldekonger slås om magten og kaster kampesten, så verden ryster, besatte dyr spreder rædsel og smitte, pels og elendighed. Jeg møder et ulvekobbel på Østerbrogade, deres øjne blinker rødt på cykelstien. En krage hopper rundt i en vandpyt og pikker i et skinnede rødt æble, er det forgiftet? Pytten spejler fuglens sult, nej, gadelamperne. I næste vandpyt ligger min sjæl, bilerne ruller forbi, og det sprøjter i alle retninger. Jeg kører gennem Grimms eventyr, dunkle og ildevarslende, ved et lyskryds venter en talende karpe, ved endestationen står Fandens oldemor. Omgivelserne tager over, alle mennesker er forheksede, bjergtagne, de går forstemte rundt med blå muler, kigger hverken ind eller ud. Og hvem skal udfri os? Prøvelserne varer ni lange år, vi vandrer i stenstøvler og spiser stenbrød, nej, fredagsslik og pizza, forældrene er dæmoniske, nej, snarere alt for kærlige, børnene er af guld. Vi bor i et kagehus. Håbet gør ondt. Jeg opdager et hemmeligt kammer med en kiste fuld af eventyr, der ender dårligt, eller faktisk: De ender godt, men den lykkelige slutning er for kort, for utroværdig, prøvelserne sidder i mig længe efter. Jeg lukker, låser og smider guldnøglen i havet. Forhåbentlig vil barnet ikke opdage døren og det skjulte rum. Efterårets metal skærer lige, hvor det gør ondt, vi må tro på, at det dårlige bliver skåret fra, og at det dårlige ikke er os selv. De vil kende os på lugten (menneskekød/kristenblod/noget tredje), fyføj! Og da det blev aften, kom Djævlen hjem…