The Rise and Decline of …

Hvis du giver dig fuldstændigt hen til tyngdekraften, vil letheden opstå af sig selv. Det hører jeg nogen (måske mig selv?) sige, og i korte øjeblikke passer det også. Rygsøjlen svæver ovenover tunge hofter, fri passage, lys ud gennem toppen af hovedet. Det funderer jeg over, mens jeg cykler i mine spor fra i går, fra sidste uge, jeg tegner lange sløjfer gennem byen og stopper for rødt HVER gang! Start, stop, start, så mange nye begyndelser, jeg kunne vælge at vende om, cykle et andet sted hen eller lægge mig ned på fortovet og trække vejret dybt. Det kan være uoverskueligt at se hvilke bevægelser, jeg bør satse på, hvilken retning, der vil lønne sig, nordvest, op, ned, ud eller hjem? På Østerbrogade passerer jeg Fortunabanken, der højlydt reklamerer: ’INVESTER I GULD!’ Den bank spiller med åbne kort: alt handler om held (og aktiemajoriteter/guldtænder). To husnumre længere henne ligger en osteopat, der på et skilt har skrevet: ’INVESTER I DIT SKELET!’ Al den fremgang vil få Østerbrogade til at tippe, Svanemøllen vil stige op og Lille Triangel vil synke ned, the Rise and Decline, du ved. Himlen er orange og mine yogaelever fryser i stillingerne. Selv svag belysning skaber pletter i vores perfekte tusmørkesyn. Vinteren er på vej, mon det er derfor investeringer og forråd/afkast pludselig fylder så meget? Vil du ligge på dit bjerg af nødder og guld de næste mange måneder? Og hvad gør det ved dit skelet? Alle disse stigninger og fald, kurser, åndedræt, klikkende vand i varmerørene, du kan høre bevægelserne fra dit hule træ. Novembers slogan kunne være: ’INVESTER I TYNGDEN!’ Du vil få det tifold igen, en regn af guldhjerter, tårer, varmluftsballoner og håb. Identificer dig med et blomsterløg, dets vigtigste opgave nu er AT SOVE. Hvis jeg anbringer mig længst nede i billedet, vil letheden måske kunne opstå ovenover mig. Jo mørkere og mere gennemblødt jeg bliver, jo lysere og mere glitrende vil det omkring mig blive, som en overjordisk juledekoration, de guleste kronblade, udfoldede, som en glorie omkring decembers tragiske heltinde, den lille pige med svovlstikkerne, hun ofrer sig selv for skønheden, hvem ofrer sig for hende? Hvis yogavisdommen taler sandt, kunne vi også vælge at inkarnere letheden og lade tyngden manifestere sig af sig selv, men det ligger ikke for mig, også året arbejder imod denne mulighed. Jeg skruer op for varmen og spiser jordnødder i halvmørket. En ny dag venter/glitrer.