Troen flytter rundt med virkeligheden
Jeg tænker tit over, hvad det egentlig er for en størrelse, det med at være klassisk musiker. Er det bare noget med at spille køn musik fra nodebilleder, som andre har nedskrevet på andre tidspunkter? Der er mange mulige forklaringer, og vi har alle hver vores svar i øvrigt. Men som jeg nu sidder her med Beethoven (igen, igen) og kigger på nogle få takter, så tror jeg nok jeg har mit svar. Eller i hvert fald dagens svar. Bemærk den lille kile op og ned inde mellem nodelinjerne. Beethoven vil have, at jeg laver en lille dynamisk intensivering, fulgt af en affrasering. Crescendo - diminuendo. Meget normalt. Men hvis du kigger bedre efter, kan du se, at den akkord, jeg skal intensivere, er overbundet. Det nedskriver man ved at sætte buer fra en akkord til den samme. Og som vi ved, kan man ikke lave crescendo på en klingende tone på klaveret. Når først tonen er slået an, klinger/dør den ud derfra. Så hvad går det ud på? Andre steder i værket har jeg en sanger til at hjælpe mig, og en sanger kan jo godt lave crescendo på tonen. Men her er jeg alene, og det interesserer mig. Og sagen er, at man godt kan lave crescendo på tonen. Og at næsten alle vil kunne høre forskel, selvom det måske ikke kan måles og vejes. Det handler alt sammen om intentioner. Musik er udsagn. Og derfor sidder jeg og øver mig på det umulige hver dag. Meget konkret. For hvis man kan gøre det umulige her, i et værk af Beethoven, kan man måske også praktisere det andre steder i sin virkelighed, i ensomhed og i fællesskaber, det er magisk realisme.
