Frodig uhygge

Jeg har stor respekt for akvarel. Så stor, at jeg ikke har haft dem fremme længe. Jeg har hørt, at det fineste er at lade papiret stå bart og farverne transparente, men det er jeg slet ikke moden nok til. Jeg plasker farver på farver, umættelig. Men uanset hvad, så kan man voldsomt meget med vandfarver, og de arbejder selv videre på det våde papir. I går blev det til slyngplanter, regnskov, et monster med øjne så store som Rundetårn og en hjemsøgt kirkegård. Det med kirkegården var en bestillingsopgave fra mit barn, som bad mig male sit nye spøgelses-Lego-sæt. Alt hvad jeg rørte ved blev frodigt og lidt kødædende, endnu en overraskelse fra vandfarverne og mit underbevidste. Måske lader jeg farverne ligge fremme denne gang.