Perspektiv og påfugle

Det meste af mit liv har jeg følt mig sat i stå, mere eller mindre frivilligt fanget i en solstråle med min ødelagte tidfornemmelse, blomster, savn og drømme. Jeg har set mig omkring, hvor andre tilsyneladende bevægede sig FREMAD med stor selvfølgelighed. De kunne planlægge en sommerferie, bygge en carport, træne op til noget. Men hvad ved jeg om, hvordan de har haft det imens. Og selvfølgelig har jeg også mine planer. Og selvfølgelig bevæger jeg mig. Planer og håb, retning mod stjernerne, ned i jorden, struktur, glitrende, grænseløs kærlighed, mening med det hele, DYD, ja, én lang skøn bevægelse fra vugge til grav og derfra videre, støv, blad, bille, begyndelse. Vi gør alle, hvad vi kan. Men lige nu er det ikke så meget. Vi er på pause. Tiden er gået i stå, tjørnehækkene vokser, og vi skal sove, våge eller vente i hundrede år. Og håbe verden står så længe. For at ære langsomheden har jeg sat mig selv en opgave: jeg er gået i gang med at kopiere et renæssance-maleri af den italienske maler Carlo Crivelli. Billedet hedder ’Bebudelsen’ og er fra 1486. Fyldt af glæde ved perspektivtegning har maleren anbragt jomfru Maria i et super smart luksuspalads, med pynt og påfugle og en smart lille ventilationskanal, hvor igennem Helligånden kan suse. Foreløbig sidder jeg og tegner på det øverste højre hjørne for at undgå at nusse hele tegningen til med min håndryg. For min kopi er bare tegnet med blyant. Men det kræver tålmodighed alligevel. Så når jeg kan se mit snit til det, lister jeg væk fra alt det, vi nu er i gang med, og sætter mig med søjler, skyer, planter, skygger og bittesmå kerubhoveder. Sådan forsvinder minutterne, sådan forsvinder jeg for stund. Men det er kun godt, for i forsvindingspunktet mødes linjerne og dybden opstår.