En potentiel storm i et glas vand

Drømmer I også om små, fuldkomne verdner? Steder man kan overskue, steder uden omfartsveje, rundkørsler, sygdom og meningsløshed, måske især steder man kan forsvinde ind i? Det er en bestemt form for eskapisme, måske ligefrem utopisme, glæden ved dukkehuse og miniaturemodeller. Alt, der folder sig ud i flere dimensioner og stadig kan være i en hånd. Koncentreret og derfor vigtigt. Nu hvor den gamle verden og dens konstruktionsfejl gør os afmægtige. Florian og jeg har lavet et akvarium i en papkasse. Vi har tegnet og klippet havdyr. Vi har omhyggeligt udvalgt muslingeskaller og sten nede på stranden og limet dem på en havbund beklædt med guldpapir, så de rigtigt kan stråle. Min malede baggrund med Atlantis kan man slet ikke se mere for lutter fisk og havfruer. Florian gik til og fra arbejdet, nogle gange var det vist mest mit projekt. Og mødre med dukkehuse skal man ikke spøge med! Proportionerne er helt forkerte, men det er kun godt, perfektion kan være dræbende! Skabelsen var det sjoveste. Nu hvor akvariet er færdigt, har det mistet sin attraktionskraft. Det er for stille, mangler liv. Men vi har trods alt skabt en ny verden, omend den er lille og lavet af papir. Og med den verden kommer en ny frihed og handlekraft. Og så må vi skabe en bevægelse derfra, en potentiel storm i et glas vand…