Fra det ene forår til det andet

April. Selv i hjemmekarantæne halser jeg bagefter. De seneste par dage har jeg mistet melodien. Huset sander til på et par minutter, jeg løber efter og forsøger at ordne, sortere, finde mening i alt rodet. Bruger en hel dag på at skabe plads til en aktivitet, jeg så ikke orker. Jeg vil være mere alene, nej, mere sammen! Det er åndssvagt, protestantisk og dybt problematisk. Alle mine engagementer er aflyst, ingen løn til mig, så jeg kunne for en gangs skyld slippe pligtfølelsen. Måske prøver jeg bare at overdøve dagens opdaterede dødstal eller min snigende apati. Men inderst inde ved jeg, at der skal mere til. Foråret ved det også. Vinden river i huset, herinde sidder vi, sammen og i hver vores verden. Det er godt sådan. ’Jeg er et ensomt væsen her på jord’, som Florian synger. April er en bitch, det har jeg altid sagt. Uoverskueligheden er et vilkår. Mest fordi jeg ikke fatter en meter. Men også fordi jeg samler på ting, der rører mig, og de ting senere hober sig op. Pludselig finder jeg to blå anemoner og en forglemmigej, som jeg pressede engang i et andet liv, i en barndom på Amager. Kronbladene er gulnede men yndige. Den evige vår, presset og præcis. Og det slår mig, at vi kun findes for at kunne vidne fra det ene forår til det andet. Det evigt sejrende cykliske princip har kun ét problem: at årstider og år ikke kan mødes på tværs, at kastanjeblomst-mor aldrig møder sine kastanjesønner (læs selv Elsa Beskow!). Og det er der, vi kommer ind i billedet. Jeg kan vise dette her rimeligt cool og barske forår kronbladene af et tidligere jeg. Så hun kan fnyse hånligt og blæse taget af mit hus. Og blomstre mig ind i ansigtet, tak for det! Uforsonligt spirende er hun, det kan jeg bevidne!