En fod i forgrunden og to i farveladen
Jeg malede en ikke særligt vellykket akvarel i går, og den fik mig til at tænke på noget. På billedet jonglerede jeg halvhjertet med tre planer, noget med forgrund, mellemgrund og baggrund, men mens jeg malede, kom jeg konsekvent til at behandle planerne ens. Fortabte mig i mønstre og strukturer og endte med et ret klodset landskab. Jeg ved, at man kan arbejde med kølige og varme toner, med flader osv. At man kan skabe nærhed og afstand sådan. Men hver gang jeg befinder mig på ét plan, bliver det forgrund, naturligt nok. Eller jeg bliver træt at den scene jeg har sat og ønsker at det rumlige vender vrangen ud, tipper den anden vej. Farverne må også arbejde for det, grøn sol, transparente klipper og alt for mælket, tyk luft. Eller jeg ser pludselig huden falde af landskabet, så det, der står tilbage, er en benet struktur, farveløs og streng. Måske prøver jeg at springe et stadie over, at fortolke før jeg har forstået. Men det er også, fordi jeg ikke helt forstår det med forgrund og baggrund. Jeg mangler en indbygget alvidende fortæller, der ved, hvor skabet skal stå. I stedet fortaber jeg mig her og der. Som en forvirret kameralinse, der skiftevis zoomer ind på et støvkorn, din fregnede næseryg eller en kopimaskine ovre i hjørnet. Og derfor har jeg også en vis mistro til det, man kan lægge fast. Lidt ligesom min søn vægrer sig ved at klæde sig ud til fastelavn, selvom han havde glædet sig i ugerne op til. For tænk nu, hvis man tog afsted til børnehaven som rumklovn og så ikke var det mere, når man ankom! Så skulle man gå rundt med lyssværd og rød næse og være i uoverensstemmelse med sig selv en hel dag, o skræk! Transformation er et vilkår. For os og for landskabet. Og det er heftigt. Den ene dag har man travlt, den næste dag smuldrer alle de jobs, der skulle have brødfødet os det næste halve år. Eller du er der, og så er du ikke! Og før du forsvinder, skal du snappe efter vejret en stund. Derfor klamrer jeg mig også til de ting og de mennesker, jeg elsker. Men samtidig længes jeg efter at finde det sted, hvor det ene plan går over i det næste, dér, hvor regnbuen ender, dét, der unddrager sig! I virkeligheden ønsker jeg måske bare at transcendere. Det er jo ikke så underligt. Og indtil det sker, må jeg så finde min vej, med en fod i forgrunden og to i evigheden.