Hvor jeg slutter og træet begynder

Hvem skal våge hos pæretræet, mens det blomstrer? I årevis har jeg forsøgt at skærme mig mod foråret, taget tegn og varsler af træets blomstring i forhold til MIG, evigt uforløst eller tromlet ned i april. Eller jeg har drømt om at sidde i træet, viklet ind i soveposer under hele blomstringen, dag og nat, for ikke at gå glip, for at få indsigt eller bare for at sidde. En forårsaktiveret længselsmaskine. Men i år slår det mig, at pæretræet risikerer så meget mere end mig. At det er dødsens farligt at stå så lysende og skær. Det er i overgangene, at farerne lurer. Det er uklogt at gå i byen med huden blottet. Det er ikke gratis at blive voksen. Det er næsten en slags sygdom. Det var der tidligere en større forståelse for. Alle de vilde overgangsritualer var ikke for sjov. Manddomsprøver, hamskifte, kanel-kastning, forårsofring. For der er ting, der er langt værre end døden. Nogen kan æde din sjæl eller berøve dig dine kronblade, din essens, og det sker især på rejsen fra et stadie til et andet. Du bliver bjergtaget, forstenet, rejsen mislykkes, din Ba-fugl når ikke frem, din skygge skilles fra din krop. Du må sove i hundrede år, natten eller djævelen triumferer. Så farligt er det at blomstre, at bære kimen til nyt liv. Lige så snart træet folder blomsterne ud, begynder det at hagle og blæse. Træet reagerer ved at trække skuldrene op om ørerne og blomstre hårdnakket, kun er farverne nu en anelse mindre transparente, en glædesløs kulmination. Kunne man lægge en amulet ved dets rødder? Eller mildne luften en smule? Jeg er gået indenfor og holder øje med træet gennem vinduerne. Er endnu en gang kommet til kort, troede et øjeblik at jeg havde grene, hvor de raslende arme plejede at sidde. Koraller i stedet for hænder. Her sidder Dafne, ubevægelig i den mosdækkede sofa, pæretræet ånder svagt udenfor.