Das Leben ist kein Stillleben

Det var forrige uges udsagn på en lille kunstkalender, jeg har stående ved flyglet. Og det er maleren Oskar Kokoschkas ord. Disse ugentlige kunstværker med tilhørende vise ord har egentlig irriteret mig lige siden januar. Men den uge ramte de udvalgte ord mig tilsvarende hårdt. Her i sofaen, hvor tiden løber lydløst. En hel verden bremset i faldet, en svævende kampesten. Så mange mennesker i små rum, vi ligger helt stille, spiller døde og håber, at smitten ikke opdager os eller spredes fra os. At den ikke kender forskel på det levende og det ulevende, hvis bare vi holder vejret. I korte øjeblikke lader det til, at livet er et barokt Stilleben, en opstilling af blomster, gammelt brød, citroner og ængstelse. Men selv i det stille er der bevægelse. Duerne bytter plads på reden med de to æg. En snegl æder af bladene i pæretræet, et æble i en solstribe rådner langsomt. Tro ikke, at du kan sætte tiden i stå! Memento mori, ja, men især en påmindelse om liv, det er NU, træk hellere vejret fuldt ud i dit fine fængsel. Hele foråret er én stor indånding, dødsensfarlig, smitsom, smuk. Atmet ein!