Hver dag åbnes en dør til den samme verden
Pludselig en morgen står du i Tyskland i døråbningen ind til et yndigt rokokoslot. Så mange mennesker er kommet, de savner musik, de møder op en time før koncerten og sidder i stormvejret og råber til hinanden gennem mundbindene. Vi kunne have solgt over dobbelt så mange billetter, men der var ikke plads i slotsgården. Flyglet bliver skubbet hen til døren, sangerne må stå lige udenfor på trappen, og så er det bare om at projicere. Vinden tager fat i lyden, vinden vælter nodestativerne med et ordentligt brag, vinden smadrer vaser med yndige gladiolus. Jeg har spændt alt fast, mit mod, mine noder, et kæmpe tørklæde, så starter vi! Jeg kan ikke høre sangerne, men vi fornemmer hinanden. I musikken taler vi om SOLISTISK PIANO, det opstår, når du giver en illusion af at spille blidt og intimt, men i virkeligheden indstiller dit instrument til langdistance, måske ligefrem ombygger flyglet til en intergalaktisk sender. Det er hårdt arbejde men det er muligt, publikum er glade, vi er på én gang opløftede og punkterede. Totalt blackout.
Ingen drømme. Næste morgen står der en stork på marken udenfor vinduet. I Leipzig finder vi et skateboard med lys i hjulene, verden er forunderlig. Ferien venter.
Jeg vil vågne igen, vi vil rejse med bjergbane til BLOKSBJERG, hvor heksene danser! Damplokomotivet vrisser og slider som en lille vred trold, det efterlader sig et spor af kæmpestore sorte sodflager, vi er glade og snavsede. Selve bjergets top er en skuffelse, så mange mennesker med mundbind og mountainbikes, barnet klynker, vinden tuder, dér skulle jeg have danset. Og jeg er ikke den første, der blev skuffet. ’Viele Steine, müde Beine, Aussicht keine, Heinrich Heine’, skulle digteren have skrevet efter et besøg på her på Brocken, selvom det vist er et opdigtet citat. Hovedsagen er, at jeg åbenbart ikke kan få adgang til bjergkraften, når vi er så mange heroppe, der er for meget pragmatik og søndagshygge, for lidt heksesabbat, jeg må komme igen, i et vindstød, kun klædt i fiskenet, en anden og bedre dag. Svalerne flyver højt igen.
Jeg vågner, der er svar på min fondsansøgning til puljen ’Sammen om kunsten’. Solen er endelig fremme, jeg har fået et AFSLAG, oven i købet skrevet med rødt på laksefarvet, disse farver vil jeg fra nu af forbinde med sorg, vi vil bære lyserøde sørgebind og kan ikke ansøge igen, før sørgeperioden er ovre. Og det bekræfter mig i en anden følelse, som jeg altid har haft: Vi er i bund og grund ALENE OM KUNSTEN! Det er et vilkår. Konfronteret med de største ting er vi mest alene. Og en særlig skønhed opstår, når vi mødes om at være alene, det er paradoksalt. Her fra Tyskland oplever jeg mit efterår krympe, Gud og Statens Kunstråd lukker en dør, næste dag åbnes kun et vindue, men verden er den samme. Vi bukker og takker. Hjemrejsen påbegyndes i morgen, ferien er kun lige startet…