Ukendte bær
Flere dage på et vattæppe i græshøjde, kroppen fuld af skyer og svaler, verden driver, himlen står. Vi er så små, vi er lavet af sommer. Barnet bevæger sig i sine egne cirkler, hver morgen former sig som et spørgsmål, glæde/gråd, varmeknopper, vokseværk, spilletid, han forsvinder pludselig en hel dag med vennerne og kommer hjem, hoppende som et føl, han forsvinder ned til sin farfar for at koge eliksir på ukendte bær, barnet vil nu bruge mig som havearkitekt i sin Minecraft-verden, alléer, pavilloner, højbede og træhytter, aftnerne vil bringe svaret, hvis du har tålmodighed.
Ny morgen, ny gåde. Verden skal genopbygges hver dag, ellers visner vi! Det er et stort arbejde. ’Mind mig om, at lindetræerne også er der, når jeg går indenfor’, skrev jeg på et stykke papir i går. Det kan være fatalt at glemme, lysegule stokroser, citronfromage, lavendlerne er levende, insekt/blomst i ét, barnet snøfter og nyser ovenpå, nøgleordet er POLLEN. I en artikel om den kinesiske element-teori læser jeg om metal. Det drejer sig om traditionel kinesisk medicin, men jeg tror, det meste omformes eller går tabt i oversættelsen, på rejsen, i sproget, på tværs af tiderne, tilbage bliver denne her duft eller FORNEMMELSE af sammenhæng. Det er ikke første gang, jeg læser om elementerne og de følelser, der knytter sig til dem, men i denne artikel ser jeg noget, jeg ikke har set før: metal er knyttet til følelsen sorg OG til sansen for skønhed! Er det kun mig, der synes at noget falder på plads? At sorg og skønhed altid hænger sammen, at tabet åbner sanserne for verden? Eller omvendt, at sorgen gør dig så inderligt skønhedshungrende, at det bliver næsten umuligt at leve igennem en normal, småskyet dag? Ånd ind, løft armene op over hovedet, ånd ud, saml hænderne foran brystet…
I drømme går jeg ad ’Blomsternes vej’, ordet ’dolorosa’ klinger i mit hoved. Tusinder og tusinder af afklippede blomster i alle farver og størrelser, anbragt i oasis-skum, de skal minde mig om livets flygtighed. Duften er tung og kraftig. Alle blomsterhoveder vender mod mig, stirrer på mig. Døden er i hvert et blomsteransigt. Så smukt. Vi er mange, der vandrer, vi efterlader os et spor af brogede kronblade. Til sidst bliver vi gennet ind i baner og står i kø ved kasserne, jeg hopper over en metallåge og slipper fri. Hvad sker der? Vil jeg ikke betale prisen? Mit og blomsternes regnskab optager mig stadig, da jeg vågner.
Det er en blæsende, smuk morgen, en ven kommer forbi med et hjemmebagt brød, der ligner en fuldmåne. Endnu en sluttet cirkel.