Mere levende end død

Under roser, lavendler og grus, mere død end man troede det muligt, fuldstændig glemt/allermest savnet. Der ligger Aino, allermest væk, evigt besunget, ingen levende mor kunne være så tydelig! I tredive år har hun ligget lige her, jorden er svagt lilla, pandehåret vokser tæt, nej, græsset, den lave hæk, roserne stirrer tavst, de er morens fortrolige, det er et lukket kredsløb af alvor og duft, der er ingen plads til mig. En outsider ved min mors grav, fordi det i øjeblikket er umuligt for mig at være en bille, en stængel, et råddent blad. Jeg har ellers prøvet. Men de levende er levende, sådan er det bare. De levende spiller orkester-transskriptioner og danser fandango, besvarer mails, rydder op, trækker vejret, når de husker det, de ånder lettet op, kigger på stokroser, de prøver og prøver, de sover og vågner, de laver morgenkaffe, de ændrer sig/forbliver de samme, de hopper fjollet omkring for at glæde deres børn, der virker endnu mere levende. Og på morens fødselsdag cykler de ud til dét, der ikke er en mor længere, men i stedet mønster af planter, grus og ro. Moren har efterladt dem i dette landskab, de ser sig om efter en dybere mening, de graver lidt med en teske, jorden er hård, de leder efter grønne plasticvaser henne bag kirkegårdens container, de græder og spiser chips, mens de betragter en himmel uden fly. Det er sådan, det er at være levende. Bagefter cykler de hjem.