tomme lommer, SOMMER

Så nåede vi den frygtede højsommer. Det er uden tvivl den sværeste tid på året. Himlen er hvid, farverne har passeret zenit, falmede, nu skal vi rigtig NYDE det, hjælp! Ferier fylder mig med rædsel, måske fordi jeg aldrig ved, hvad i alverden jeg skal leve af, når ferien slutter. Det har altid været sådan, og i år er ingen undtagelse. En måned uden indtægter efter et katastrofalt forår. Det er ikke særligt afslappende at give sig hen til en verden, man ikke helt kan finde ud af at eksistere i. Det er måske derfor, jeg slapper mest af, hvis jeg har en opgave. I år har jeg fået en akut koncert i Tyskland, det sikrer familien en maskebeklædt, afstandssikret lille ferie, et honorar og gensyn med kære venner. Så i dag sidder jeg her med over 100 siders ny-udprintede operaarier, der er ikke noget, jeg har spillet før, koncerten er om 10 dage, og programmet vokser, mens jeg skriver. Det første store projekt er at holde den ene arie adskilt fra den anden, så mange noder, fotokopier, der flyver rundt i sommervinden, jeg må tæmme dem og fylde dem i plasticlommer. Føler mig pludselig som Ivan Olsen (gummitarzan) konfronteret med leksikonnet, der er så stort som et køleskab, noderne kryber rundt som myrer, bare vent, til jeg har indstuderet jer! Der er dømt BEL CANTO, skønsang, skønne sangere og balkonkoncert fra det yndigste rokokoslot i Sachsen-Anhalt, selv skal jeg sidde let skjult i døråbningen ind til salen ved det hvide flygel, den dulgte pianist, ren klang. Publikum anbragt i et flot mønster på plænen (det forestiller jeg mig). Efter koncerten kan man blive væk i parkens Irrgarten, labyrintiske grønne hække, kameliablomster, hemmelige damme, alléer og fjerne frøer. Det er drømmen: at fare VILD men ikke alt for meget! På samme måde må jeg være forbundet med verden, før jeg kan give mig hen, før jeg kan sænke fødderne ned i strømmen. Og jeg tænker tilbage på andre højsomre, nogle med hvide himle og uro og andre, hvor jeg landede på jorden, for eksempel den sommer, hvor jeg forvandledes til et bjerg. Jeg tilbragte sommeren i en grotte i Sacromonte i Granada med direkte udsyn til Alhambra. Dagene opløstes i hede og flamenco, der blev kun sved tilbage, aftnerne til gengæld: rene åbenbaringer i selskab med en god ven og så dette borgkompleks, der lå så tungt, som vokset ind i klippen. Dér var vi, på hver vores side af floden. Vi skævede dovent til hinanden. Man kan vælge at gå i ét med sit bjerg, og det gjorde vi, Alhambra og mig. Jeg kunne sidde og tegne hvad jeg så med min kuglepen, men Alhambra er for stort til ét stykke papir, det blev kun til brudstykker. Her, mange år efter, kan jeg samle delene og blive bjerg igen, jeg kan bestige mig selv og udråbe en højsommerlovsang fra toppen, jeg kan lytte til svalernes skrig, et kort øjeblik helt ligeglad med det, der kommer…