MIDSOMMER/ bekranset

De seneste par uger har jeg været ramt af en desperat virketrang, lysningen er gennemskåret af kraftige, rastløse stråler, kronbladene er kastet, alt står åbent, megen råben i skoven, intet svar. Kløende heftig er jeg, efter måneder støbt i marmor. Skovbunden forvandledes i ét nu til et kontorlandskab med den kaffedrikkende kontor-mor som lunefuld motor og hersker. Det drejer sig om fremtiden, alle de kommende dage uden penge, uden hæder og ære, kongedømmet sygner hen i overdrevent mange roser, herskeren skal herske, føre sine hære mod sejren, sommeren er for tabere, herskeren vil sidde i et skelet-træ med OVERBLIK og indfaldne kinder, herskeren er villig til at ofre alt for den luftspejling, der går under navnet KONTROL! Barnet bryder sig ikke om herskeren, han mener, at det er et klassisk eksempel på besættelse/fjendtlig overtagelse, og han har udviklet en fast rute hen forbi sofaen for at ruske virketrangen ud af moren, ’kontor-mor vrisser’, forklarer han, og han har ALTID ret. I virkeligheden er det nok bare de sidste/eneste krampetrækninger inden næste kollaps. Man kunne kalde det ’Sommersolhvervs-syndromet’. Det er mig, der mærker sensommeren ånde mig hedt i nakken, det er året, der nærmer sig sit klimaks, og hvilken kulmination! De førnævnte, fuldstændigt upassende mængder af roser, en dues fjer spredt ud over hele villavejen, et nødvendigt blodoffer, solen, der brænder mit barn, så huden hænger i laser, hyldebuske, der overvåger alle vore drømme og bevægelser (hvem ved, hvad de stiller op med al den information?), hvidgule blomsterskærme fyldt med en hallucinerende duft, der gør os til berusede børn, vi raver rundt i lyse nætter og falder i søvn som solsorte, vågner fladmaste, kørt over af natten. Farlige drømme. Midsommerteltet er en livmoder, vi må lade os udruge, lykkeligt/ufrivilligt, balsameret i kaprifolier. Og jeg FORNEMMER (mere end forstår) den strålende sommers iboende undergang, jo vildere en blomstring, you know! Ren DØD. Med mine sidste kræfter kaster jeg runer mod sommeren. Til midsommermagi skal man bruge: en korsvej og syv slags vilde blomster. På hver sin stilk går man derpå baglæns ind i fremtiden, selv tankerne bærer blomsterkrans, fra mit træ kan jeg høre dyrene tænke og ånde. Sløret løftes. At bliver klart.

I morgen er sommeren ovre, og jeg finder hø og uafsendte mails under min hovedpude.