Through the looking glass
I går aftes inden midnat indsendte jeg en fondsansøgning, og forvandlede mig bagefter til et græskar. Det er en underlig proces, hvor du filer og presser dine idéer ned i nogle skemaer, tæller tegn, konverterer, forkorter, indtil til ethvert tegn på liv og kunstnerisk initiativ MÅ være presset ud af dokumenterne. Man kan kun håbe at en ESSENS/et tåget gespenst af det oprindelige siver ud af computeren, når dokumenterne åbnes og vurderes, en svag duft af ægte liv, originalitet og saltvand. Forarbejdet er omfattende, du går i ét med din skærm og havner et sted, hvor man hælder yoghurt i kaffen og snakker om strategi og målgruppe, som om man var en krigsførende PR-Napoleon og ikke en Julie i sofaen. Jeg vil gerne skærpe mine idéer og NÅ UD, men jeg kan ikke genkende det sprog og den virkelighed, som jeg forventes at tale ind i. Stadig er det et forsøg værd; vi er mange om denne verden, og vi må sno os og krybe ad de åbninger, der opstår.
Og så er der Excel! ’Curiouser and curioser’, cried Alice (she was so much surprised, that for the moment she quite forgot how to speak good English). Glasset opløses, du falder gennem skærmen og havner i et ødeland af kolonner og spalter. En ternet uendelighed, det fortsætter, du falder videre ind og kan ikke finde dit udgangspunkt. Kolonnerne rykker på sig, når du kigger væk, en mineret spejllabyrint, uden skønhed. Minder mig lidt om det ’Minecraft’ Florian spiller somme tider: en verden, hvor selv solen er FIRKANTET, O ve, det er det tårnhøje helvede! Behjertede mennesker hjalp mig, men da det skulle afleveres hang halvdelen af skemaet på hovedet, det er dét jeg mener! Det foregiver at være objektivt og fornuftigt men er en spejlglat afgrund!
Selve afleveringen af ansøgningen foregår i ét dramatisk nu, hvor tidens, stedets og handlingens enhed gælder. Alt skal ligge parat, og det er ikke så lidt. Fra du går i gang tikker uret, og hvis du nøler, lukker portalen sig igen, time space continuum forsvinder, du må starte forfra eller opgive, fastlåst i en tidslomme af afmagt. Jeg fik kastet noget ind gennem hullet, inden det lukkede sig men kan ikke lade være med at tænke på de kunstnere, der ikke har computer, netværk, sprog eller PR-strategi, de har ikke en chance. Al kommunikation med Guden foregår gennem skærmen. Jeg forestiller mig en anden verden, hvor man kan bygge altre og møde op i virkeligheden, binde sin ansøgning ind i silkebånd og lægge et par lavendelgrene og nogle bænkebidere ved, et sted hvor man kan messe/danse sit budskab igennem…