Jeg er en SUPERSPREDER

Nå, vi skubber vores drømme og levebrød forsigtigt foran os gennem den prægtige sommer. Måske, måske ikke, kan jeg undervise igen til august! Alt andet forbliver i tågerne. For det bliver ved. Vi må indstille os på nye omgangsformer. Snart må du gå i Tivoli, men du må ikke skrige og miste overblikket i rutsjebanerne. Du må gå på bar, men du må ikke blive fuld og kærlig eller vaklende aggressiv. Og du må ikke danse og være tæt sammen, ånde heftigt og frydefuldt. Smitter man gennem øjnene? Måske ikke, men det er nok bedst at slå blikket ned for en sikkerheds skyld. Og undgå hingstekåring i Herning til enhver tid! Det er vanskeligt ikke at opleve de nye bud som et udtryk for guddommelig vrede 2.0. Et besynderligt nyt moralkodeks. Gud ser helst, at vi forholder os i ro. Vi må gerne arbejde foran skærmen i timevis, vi må foræde os i grillbøffer og se dårlige film, men vi må ikke slippe kontrollen, søge udad, for så starter smittekæderne. Vi må vende os mod det nære eller det digitale. Vi må fortsætte som vi plejer, men skal blot aflære hele vores måde at være fysisk tilstede i verden. Alt, der handler om at nedbryde grænser, i verden, i sindet eller mellem mennesker, er simpelthen for farligt. Det er underligt, når man har brugt det meste af sit liv på at lære at nå ud over rampen, at projicere, at synge, tale, danse og spille, så man kan opleve det på bagerste række. Enhver der har set fotografier af kunstnere i scenelys ved, hvor meget der svedes og spyttes. Efter 10 minutter i et danselokale i Sevilla er mit tøj til at vride, min fletning drivvåd og salt som tårer. Altså, man kan ikke nå UD uden at bruge af sig selv, at sprede sig selv, så at sige. Og hvad stiller vi op nu? Udover de skygger du plejede at bære med dig, døden og alle de sider af dig selv du ikke vil vide af, alt det navnløse og derfor hjemløse, er der nu kommet en vildt giftig skygge, supersprederen. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvordan den ser ud, er det en syregrøn dis, der hænger 20 meter efter dig på cykelstien, eller er det en snigende, slimet, sortgrå masse, der spreder sig fra dig i alle retninger? Eller er det små gennemsigtige organismer, som lever videre i dine efterladte fingeraftryk? Jeg synes, at det er blevet meget vanskeligt at være krop. Det er slut med at baske med vingerne. Begejstring og knus skal holdes tæt til kroppen. Jeg vil så gerne passe på hinanden, men det virker som en umulig opgave. Selv det at hvile i det nære virker som en umulig opgave. Behovet for at nå UD, at nå langt ud, at sprede mig, er virkelig dybt. Jeg drømte i nat, at jeg vandrede evigt rundt på Amager Fælled og ledte efter mine kontaktlinser, jeg kunne kun se klart en halv meter frem. Selv i drømme savner jeg at projicere, at sende og modtage pr langdistance, den forvirring, det overblik! Lige nu søger jeg en kantine til min sjæl. Et sted den kan mødes med andre sjæle og få en kop klarsyn. Det handler om at møde genklang, man søger og søger og begynder at bygge højere sendemaster, 5G hedder det vist, man morser og telegraferer, sveder og spytter, højrespiratorisk, håbløst og håbefuldt helt ud i stjernerne. Det må jo sætte spor, skadelige stråler, mugsporer og affald i verdensrummet, det er udveksling, det er smittefarligt. Og det går ikke! Så for nu må vi trække antennerne til os, vi kan projicere os ind i den digitale sfære eller glo på himlen/jorden. Hvis vi venter længe nok, vil de svare os.