OmSorg

Jeg har været 3 dage i Faxe, Karise og Tureby, men jeg kunne lige så godt have været på jordomsejling. Så uvant er det blevet med nye indtryk og særligt uvant er det at kunne arbejde. Det plejer ikke at være en specielt blomstrende forretning at være freelancer for mig, men 3 måneder inde i Corona-krisen er der intet tilbage, ingen steder at afsætte det jeg kan og absolut ingen penge, der strømmer i kassen. Så på den måde er det en meget passende beslutning vi tog, at færdigproducere vores vandring og koncert over temaet SORG, lutter gode mennesker, udveksling, en vandring med podcast i ørerne, der slutter i en let dramatiseret koncert, Gustav Mahlers Kindertotenlieder på dansk, mange meter blegrød, knyttet navlestreng, to Coronasikrede visninger/vandringer med max 10 publikummer og mindst 5 liter håndsprit. En svale på afveje under Tureby Kirkes loftsbuer, 3-4 dages ulønnet arbejde, cirka 2 års ulønnet forarbejde. Livet rummer mange slags sorger, nogle lydløse, andre monotont kværnende og atter andre, der klinger af MAHLER. Er det forskellen på de små og de store sorger? Eller snarere den rene og den grumsede sorg? I den podcast, der ledsager publikum på vores sorgvandring, bliver det sagt, at noget af det sværeste ved sorgen i vores samfund er, at den ikke længere er forbundet med traditioner eller ritualer. Og en hjemløs sorg bliver hurtigt til en diagnose. Det handler om rum, der er uforenelige, man mangler anhænger, en campingvogn til sorgen, alle er i gang med at optimere sig selv og har ikke plads til afbrydelser eller erfaringer, der tynger og svækker dem i deres fremskridtstro. Eller sorgen er et krater, der opsluger dig og dine skønne, lyse planer. Mit rum æder dit rum eller omvendt. Og det lyder skræmmende. Men tænk, hvis afgrunden klinger ædelt, og det snarere er din ambition, der skurrer i ørerne. Eller hvad hvis de ligger oveni hinanden, paralleluniverser, Mahler og motorvejen! At miste og at få. Kan man være entreprenant grædekone, er det en selvmodsigelse? Hjemme igen har blåmejsen fået unger, og pinsesolen danser cancan. ’Nu stiger solen op igen, som om i nat ingen ulykke var hændt’, det er den første linje i vores danske udgave af Rückerts tekster. Pinsen er et fiksérbillede, du ser en dejlig have, nej, en kirkegård, nej, en død svale. Solen skinner på din sorg og går ned over din vrede. Og danser næste morgen tidlig, så du tilgiver alt.