Pæon ROCK STAR

Når den blomstrer, betyder det lykke for husstanden, siges det. Det er farens japanske træpæon, et tilbagevendende UNDER i den sobre, lidt dystre forhave. Planten er høj som et voksent menneske, omfangsrig på en luftig måde, smukke, fligede blade, og blomster, blomster så store som barnehoveder, de trodser al fornuft. Cyklamen, violet, sort-lilla, blussende hud, jeg vil tro på natten igen. Svøbt i farve, gennemsigtig. Du kan lægge ALT i den blomst og få ALT igen, og du ønsker at gøre det! ’Mor, hvad for et sværd skal jeg tage, regnbuesværd eller syrensværd?’, spørger barnet, det er et spørgsmål om empowerment! Fodgængere standser og beundrer den blomstrende busk, de tager billeder, og busken smiler så indtagende tilbage. Cykler og biler stopper op, folk hænger ud af vinduerne, trafikken går i stå. Snart kommer busser og krydstogtsskibe også glidende af den lille villavej. Faren vinker til sine fans og går så ind igen. Busken fortsætter på egen hånd. Skamløs slørdans. Selv de dryssende kronblade er forheksede, de stråler vildere, efter de har sluppet blomsten, jorden tror ikke sit eget held, hele vejen lyses op. Forhaven pulserer og summer metallisk, et faldefærdigt, sprængfarligt maj-kraftværk, der udleder uoverskuelige, unævnelige ting, stride strømme, dybviolet/dark matter, luk øjnene. Den blomstring er synlig fra rummet. Lykken, nu i skikkelse af pæon ROCK STAR er skredet, du fik hvad du skulle, men måske ikke hvad du havde forstillet dig.