MAJ MÅNE

Solen får øje på månen, jeg får øje på fremtiden, det er ikke gensidigt. Vejret skifter, det regner på spejlet, vi forsvinder. Jeg drømmer et nyt billede frem, altid noget med genskin, nej, snarere noget, der tager form efter noget andet. Månen lukker øjnene. Ingen tager ansvar. En verden så triumferende cyklisk, spraglet, den giver sig ikke. Kontrasterne kæmper, månen nu med solens ansigt, den stjæler rampelyset, gider ikke lyse selv, dagen med nattens krop, nej, mig selv med voksen krop og en længsel som en 7-årig symbolist. Meget mærkeligt, siger barnet. Mor maler. Men sådan er det, maj bliver til november, det blæser, så årringene udviskes inde i stammerne, det drømmer jeg. Nu skal jeg optræde på en bakke, beklædt med parket, øverst ligger en gulvmåtte, jeg må danse på måtten eller falde ned, ingen lyd i min zapateado, ingen kontakt til publikum, sådan møder social distancing månen, ’sammen er jeg stærkere’, som de siger, jeg føler mig ikke overbevist. Vågen finder jeg mine farver og maler mine egne træk ind i landskabet, hvorfor nu det? Regnen visker det hele ud, vi er i maj, syrenerne bukker og takker. Jorden tager imod, nu lilla.