UGE MED KOMET
Fase et, kometen kommer. Første skoledag i modvind, forældre og kollektive beskeder bliver borte med blæsten, i skyggen står vi, lutter afstand og iskolde, afsprittede hænder, allerede udmattede på forhånd, kl 12 kommer barnet ud, dulgt triumferende, hundesulten og hemmelighedsfuld.
Fase to, kometen rammer, men helt vilkårligt! Moren har pergamenthud og ømme øjne, vinden går lige gennem hende. Hun oplever maj som et geværløb, rettet direkte mod sommeren, nej, hun skal ikke danse endnu.
Fase tre, genåbning af verdensrummet, samfundet er dækket af mos, her har moren fundet sig selv, hun er trold, hun er han, det er absolut ingen afstand, kometen danser!
Fase fire, det er nat, genopfind alt med akvarel og blæk, luk ned, stå op og drøm!
Fase fem, …