Magnolie, MEGA moderløs

Mand, det bliver ikke lettere. Alt skulle være glad om formiddagen bare fordi, fødselsdag med insiderviden og tavshedspligt omkring alt det, der ikke kan lykkes i blæsevejr. Fødselsdag uden den, der fødte. At være ekstra moderløs, sur og ulidelig. At være uforbundet med torsdagen, stumt rasende over at foråret ikke ventede, som det havde lovet. Men du hører jo ikke blomsterne klage. Barnet kigger uforsonligt på mig, men bløder så op. Han vil hjælpe mig med savnet og opfordrer mig til at søge hjem i barndommens have, hvor han flere gange har set sin mormor spøge med en mørkerød sweater på. Kunne det ikke være hende? Hun kunne for eksempel være bag havehuset, foreslår han. Som altid har han ret. Den have er virkelig en portal, tanken er nok, her vil jeg danse! Afsondret måne, den nye silkekjole falder tungt om kroppen. Det er enkelt, de bornholmske rønnetræer bærer perler, selvlysende, svævende i adskillige dimensioner, magnolier svulmer, bare grene, glaskugler og hvidhed, hemmeligt. Grønne roser, oleander, japansk træpæon. Clematis vokser op ad alt, gelændre, træer, ledninger, helt op i parabolen, de vokser op ad mig, gennem mig, det forpligter, men belønningen kommer, regnen bliver tungere, de blomstrer. Duen plirrer forbavset fra reden, pærerne er endnu ikke sket. Luften er klar, for jeg vil det sådan. Jeg er klar, synes natten. Men vi skal ikke noget. Jeg kan skimte et rødt trøjeærme henne bag syrenen.